Håndværkerfradrag

Du kan få håndværkerfradrag (servicefradrag) for udvalgte serviceydelser og håndværksydelser, som er udført i hjemmet eller fritidsboligen. Se hvilke ydelser der giver fradrag nederst på denne side.

Håndværkerfradrag 2019-2020

Hvis du vil have håndværkerfradrag for 2019, skal ydelsen være betalt senest 29. februar 2020. Fradraget skal indberettes i TastSelv senest 1. maj 2020.

Håndværksydelser giver fradrag på op til 12.200 kr. pr. person i 2019 (12.000 kr. i 2018).

Udvendigt malerarbejde (bortset fra tag), fx:

  • Maling af vinduesrammer (udvendigt)
  • Maling af døre (udvendigt)
  • Maling af ydervægge (udvendigt)

Fradraget omfatter ikke maling af udhæng, vindskeder og sternbrædder.

BEMÆRK: Indvendigt malerarbejde giver ikke fradrag.

Isolering af tag, fx:

  •  Carporte, garager og udestuer (hvis taget er del af samme tagkonstruktion som boligens tag)

Fradraget omfatter ikke genetablering af konstruktionen. Så du får ikke fradrag for udskiftning af tag, selv om det sker i forbindelse med efterisolering.

Reparation og forbedring af skorsten, fx:

  • Indsættelse af isolerende foring
  • Indsættelse af filter
  • Montering af røgsuger
  • Ændring af skorstenshøjde

Udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas, fx:

  • Nye ruder og vinduer
  • Nye terrassedøre og franske altandøre, hvor størstedelen er glas
  • Forsatsvinduer
  • Udskiftning af vinduer og døre i udestuer

Fradraget omfatter ikke:

  • Vindueshul, der laves om til dørhul, og omvendt
  • Nye vindues- eller dørhuller
  • Reparation af vinduesrammer mv.

Udskiftning af yderdøre, terrassedøre mv., fx:

  • Nye døre (dørlåse er kun omfattet af fradraget ved udskiftning af yderdøre og terrassedøre)

Isolering af ydervægge, fx:

  • Isolering
  • Hulmursisolering

Fradraget omfatter ikke genetablering af konstruktionen, bortset fra lukning af huller til indblæsning af isoleringsmateriale.

Isolering af gulv, fx:

  • Isolering af terrændæk og krybekælder op mod gulv

Fradraget omfatter ikke genetablering af konstruktionen. Så du får ikke fradrag for at lægge nyt gulv, selvom det sker i forbindelse med efterisolering.

Afmontering af brændeovne:

  • Afmontering af eksisterende brændeovne og pejseindsatse (omfatter selve afmonteringen og bortskaffelse af brændeovnen/pejseindsatsen samt tilmuring af hullet i skorstenen, hvor brændeovnen/pejseindsatsen var tilsluttet)

Fradraget omfatter ikke indvendigt malerarbejde i tilknytning til afmonteringen.

Du kan kun få fradrag, hvis ildstedet afmeldes af en autoriseret skorstensfejer, og du ikke har fået tilskud efter skrotningsordningen.

Installation eller udskiftning af varmestyringsanlæg, fx:

  • Radiatortermostatventiler
  • Vejrkompenseringsanlæg
  • Urstyring
  • Udskiftning af radiatorer (dog ikke el-radiatorer)

Fradraget omfatter ikke installation af gulvvarme og rørføring til gulvvarme.

Arbejde på solfangere, solceller og husstandsvindmøller:

  • Installation, reparation eller udskiftning af solfangere
  • Installation, reparation eller udskiftning af solceller - dog ikke, hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes
  • Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller - dog ikke hvis reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes

Fradraget omfatter ikke arbejde på solcelleanlæg og husstandsvindmøller, hvis der også modtages tilskud i form af offentlig driftsstøtte til disse anlæg.

Reparation eller udskiftning af gasfyrskedler og varmeanlæg, bortset fra oliefyr, biokedelanlæg, pillefyr, biomassefyr og fastbrændselskedler, fx:

  • Solvarmeanlæg: Hele solvarmesystemet inklusive varmtvandsbeholder
  • Vandvarmere i forbindelse med installation af kedler mv.
  • Etablering af stikledning

Fradraget omfatter ikke reparation eller udskiftning af oliefyr, biokedelanlæg, pillefyr, biomassefyr og fastbrændselskedler.

Udskiftning eller reparation af fjernvarmeunits

Installation af varmepumper, herunder jordvarmepumper, fx:

  • Varmepumper, herunder luft-til-luft varmepumper med og uden kølefunktion
  • Jordvarme: Hele jordvarmesystemet, inkl. jordslange

Installation eller forbedring af ventilation, fx:

  • Balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding

Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn, fx:

  • Kloakarbejder på egen grund
  • Udskiftning af kloakrør
  • Fornyelse og etablering af dræn
  • Udskiftning af opsamlingstank
  • Nedsivningsanlæg
  • Minirensningsanlæg
  • Rodzoneanlæg
  • Højvandslukkere
  • Regnvandsfaskiner

Fradraget omfatter ikke kloakinspektion.

Radonsikring, fx:

  • Radonudsugning

Tilslutning til bredbånd:

  • Nedgravning og indskydning af kabler på egen grund
  • Opsætning af modtageudstyr til mobilt og fast trådløst bredbånd på boligens ydre rammer

BEMÆRK: Du kan ikke få fradrag, hvis der er givet tilskud fra fx Energistyrelsens bredbåndspulje.

Installation af tyverialarm

BEMÆRK: Du kan kun få fradrag for udgifter til installation, og eventuel rabat kan ikke trækkes fra. Der er ikke fradrag for udgifter til selve tyverialarmen.